|
Aikido
bliver tit forbundet og associeret med asiatisk/japansk
mystik og religion. Jo flere bøger og artikler man læser
om aikido bliver det klart at aikido rummer andet og mere
end selvforsvar og kampkunst. Selv den så jordbundne
Nishio Sensei går i sine forklaringer om aikido udover
det rent pragmatiske og ind i et filosofisk / moralsk
standpunkt. Han udtalte følgende om aikido i et TV
interview i 1998:
”Aikido
er en kampkunst der går ud på at forbedre sig selv.
Den
går ud på at skabe en person der ikke kan slås omkuld
snarere
end at skabe én der slår folk omkuld.
Et
menneske med selverkendelse.
Én
der ikke skaber problemer for andre.
Én
der ikke er destruktiv for sine omgivelser.
Det
er målet at skabe sådan en person!
Den
kampkunst, man har trænet indtil i dag har kun haft til
formål at lære at slå folk ned. Det er imidlertid ikke
rigtig kampkunst, hvis den ikke kan frembringe en forståelse
for det at værdsætte og respektere andre mennesker. Det
er dette, en vilje til at tage sig godt af andre, Aikido stræber efter og som man
kommer til at forstå.”
Men
hvad var O-Senseis standpunkt? Aikido som religion, eller
kampkunst – eller begge dele? For at finde svar kan man
studere O-senseis doka (digte om vejen). Her er en af dem:
”Betragt
denne verdens gang, lyt til de vises ord, og gør alt, som
er godt til dit eget. På dette grundlag kan du åbne din
egen dør til sandheden. Overse ikke sandheden lige foran
dig. Undersøg hvordan vandet flyder i en ådal, roligt og
frit mellem stenene.
Lær
også af hellige bøger og vise mennesker. Alting – selv
bjerge, floder, planter og træer – skulle være din lærer”
O-
Sensei, oversat efter John Stevens, Art of Peace,
Morihei
Ueshiba var ikke i tvivl om, at Aikido skulle være mere
end en kampkunst. Ved læsning af hans doka får man
hurtigt et indtryk af Ueshibas kosmologi og hans virke som
mystiker. Selvom han understregede at Aikido ingen
religion er, kunne det dog supplere enhver religiøs tro,
da Aikido er udtryk for universelle sandheder. Hvordan
kunne han påstå det? Ifølge Ueshiba er Aikido en
guddommelig inspireret kampkunst, en manifestation af
guddommelig kærlighed til skabningen. At transformere dødbringende
teknikker til redskaber for tilvejebringelse af fred og
harmoni var efter hans mening missionen med sit liv. Efter
at have opnået oplysning anså han sig selv som
budbringer af disse tanker. I en tale til
Byakko Shinkokai, en religiøs forening bag
projektet ”Prayer for World Peace” udtalte Ueshiba følgende:
”Som
I har ønsket, vil jeg i dag beskrive hvad Aikido er.
Aikido er princippet om det ene universets evige
kontinuitet gennem alle tider. Aikido er sandhed sendt fra
himmelen og det underfulde virke af Takemusu Aiki. Aikido
er enighedens og harmoniens vej, mellem himlen, jorden og
menneskeheden. Aikido er derudover vejen til at tage vare
på hele skabningen….”
Oversat
efter Aikido Journal, Vol 26, No 1, 1999
Den første
generation af Ueshibas elever har ofte skulle høre på
lange foredrag om Aikidos kosmologi og Ueshibas mystiske
erfaringer, og forstod ikke ret meget af det. Mange var
hellere ikke interesserede i denne dimension af deres træning.
Ueshiba har da hellere aldrig tvunget eleverne til at følge
hans religiøse overbevisning, men netop opfordret dem til
selv at søge sandheden. Dokaen i begyndelsen af artiklen
understreger dette. Denne frisætning med hensyn til
Aikidos spirituelle dimension har medført dannelsen af to
hovedstrømninger, som også findes indenfor japanske
kampkunster generelt: Shinto-strømningen og Zen-strømingen.
Uden tvivl var Ueshiba tilhænger af en Shinto inspireret
kosmologi, som den findes i hans eget trossamfund Omoto
Kyo. Men mange udøver tager mere eller mindre bevidst en
Zen standpunkt til Aikido.
Til
sidst skal det pointeres og understreges på det
kraftigste, at svaret på spørgsmålet om
Aikido som åndelig disciplin er udøvernes
personlige afgørelse, en privatsag så at sige, og bør
efter min mening derfor hellere aldrig gøres til genstand
for og del af undervisningen i klubberne . Der bør tages
hensyn til alle nævnte motivationer for at træne
(selvforsvar, motion, konfliktløsning mm.),samt andre
kulturelt betingede religiøse overbevisninger, især i et
mere og mere multietnisk samfund,
i tillid til at udøverne gennem træningen helt
automatisk finder ”deres dør til sandheden”. Træningen
i klubberne bør efter min mening derfor være primært af
teknisk art. Meditation og/eller andre spirituelle
discipliner bør forblive et privat og individuelt
anliggende.
Mark
Jewkes
|
