Kyu/Dan systemet
Indenfor det meste af Budo-verdenen bruges Kyu/Dan systemet til at dokumentere en udøvers standpunkt. Systemet går tilbage til Judoens grundlægger Jigoro Kano.
Før Kyu/Dan systemets indførelse blev der udleveret diverse licenser og certifikater til de dygtigste elever.
Kyu/Dan systemet går i sin enkelthed ud på at tildele elev- og mester grader efter nummerorden. Som regel startes der mellem 10. Og 6. Kyu og kyu-graderne slutter med 1.
Kyu. I nogle systemer tildeles de forskellige kyu-grader farvede bælter, hvilket dog er sjældent indenfor aikidoverdenen. Dan-graderne går teoretisk fra 1. - 10. Dan, og markeres som regel med et sort bælte. I nogle budo-systemer findes der rødt-hvidt bælte fra 6. Dan eller et rødt bælte til 10. Dan, dog mest udenfor Japan.
Shodan (1. Dan)
Der er vidt forskellige holdninger til hvad denne grad indebærer, men der er tilsyneladende stor enighed om at graden kan opnås efter mellem 4 - 7 år, alt efter træningsindsats og talent. Som regel afholdes en teknisk graduering, som aspiranten har forberedt sig på i længere tid. Der vises et forudbestemt pensum af teknikker og disse bedømmes af dommere med en væsentlig højere dan-grad end aspiranten. En bestået graduering dokumenteres som regel med et diplom, og aspiranten har derefter ret til at bære det sorte bælte.
|
|
Hvilken betydning har »Det sorte bælte«?
Der er en vis mystik forbundet med det ca. 3 cm. brede og 3 m. lange sorte stykke stof. Nogle gange findes der kryptiske tegn broderet på bælteenderne, som kun de indviede forstår. Nogle udøver sætter særlig pris på et slidt bælte som yderligere bevis på anciennitet.
Overfor udeforstående vækker bæltet som regel beundring og respekt, med en vis portion frygt, da bæreren af denne særprægede livremme åbenbart besidder om ikke »license to kill« så ihvertfald en vis evne på dette område. Alt dette gør at mange begyndere ser frem til at blive shodan.
I starten er graden i næsten uoverkommelig afstand fra en selv, men med tiden og erfaringen rykker den nærmere og nærmere. På et tidspunkt er fascinationen ofte aftaget og der trænes bare for fornøjelsens skyld ( en yderst frugtbar periode for øvrigt!) Men har man udvist udholdenhed og seriøsitet i en del år kommer den så: gradueringen til shodan!
»Shodan Drop-out«
Der er nogle mennesker som rent budo-mæssigt ikke overlever at blive udnævt til 1. Dan-grad. Jeg har i en del år spurgt mig hvorfor udøvere efter 4 - 7 års hårdt træning pludselig taber gejsten, og hvad være er: stopper helt. Jeg vil prøve at fremsætte mine egne teorier som jeg opdeler i to:
1. Lufballonen:
Udøveren reagerer som en luftballon: efter at have været stresset og fyldt til bristepunktet med forventninger om en slags kulmination eller oplysning, opdager vedkommende, at intet har forandret sig. Man er den samme som før, man er hverken blevet bedre eller dårligere af at skifte bæltet. Nogle gange kan der opstå en følelse af ikke at være god nok til graden. Denne tanke fremstår måske fordi de »sort-bælter« man mødte i starten af ens karriere næsten virkede som overmennesker og man ikke føler at være blevet netop det.
2. Ego:
Denne udøver har misforstået en del, især den måske dårligt valgte betegnelse mestergrad. Når man er mester er der vel hellere ikke mere at lære. De andre dangrader er jo alligevel kun et spørgmål om tid. Men når man kan det hele, hvorfor så fortsætte?
Jeg tror på at de fleste »shodan-dropouts« hører under den ene eller den anden kategori.
Hvordan kan disse »budo-tragedier« forhindres, for tragisk er det både for udøveren, at have spildt 4 -7 år, og for instruktøren som mister frugten af sit arbejde.
Afmystificering af dan-graderne er en del af løsningen: I aikido er vi gode til at have en naturlig disciplin, som ikke udelukkende baseres på grader. I de fleste dojo sidder eleverne ikke sorteret efter grader under f. eks. hilseformerne, og der findes som regel højtgraduerede som betragter sig som elever på lige fod med begyndere under f.eks. træningslejre. Det er især disse personer som har en afgørende funktion som forbilleder for begyndere.
Lad os foreksempel tage en 2. Dan som altid kommer til træningen, er venlig og hjælpsom overfor begyndere, ikke en bedrevidende evigt rettende plageånd. En 2. Dan som derudover selv rettes af sin mester,dvs ikke er fejlfri og måske vigtigst: selv erkender det.
Eller lad os tage en 5. Dan instruktør som griner af sine (sjældne) fejl og ikke forsøger at skjule dem. Eller en 8. Dan som hilser en 5.kyu med håndtryk og oprigtig interesse.
En elev som ser alle disse ting og møder nok af de beskrevene eksempler burde indse, at shodan godtnok er en overgang til noget andet men aldrig en afslutning, for hvornår er man en mester i noget?
En klaverspiller udvikler sig hele sit liv, forudsat at han bliver ved med at spille. Det samme gælder for en billedkunstner. Fra hvornår gælder man så som mester i en given kunstart? Man er måske en mester, når man anerkendes af andre som sådan, ikke pga. af et bælte eller et diplom. Og mesterskab er ikke ensbetydende med at være fejlfri.
Mark
Jewkes
|
